Fødselsdag for én, der ikke er her mere

I går holdt vi fødselsdag for Vilje.
I dag føles det, som om jeg har været på festival i flere døgn. Som om hele kroppen summer af træthed, og alting er lidt tomt bagefter.

Det mærkelige er, at jeg ikke altid opdager det imens.
På dagen er jeg bare i det. Praktisk. Nærværende. Opmærksom på børnene. På stemningen. På vejret. På blomsterne. På om kagen nu også er med.
Men sorgen bruger energi et sted under overfladen, og den regning kommer enten på dagen eller på bagkant.

Vi holder fødselsdag nede ved Viljes grav, som vi kalder Viljes have.
Det er blevet vores sted med ham.

I år gjorde vi noget helt konkret: Vi lavede forårsrengøring.
Måske fordi det er noget af det eneste, vi faktisk kan gøre for ham nu. Gøre det fint omkring ham. Passe på stedet. Ordne bladene. Vaske tingene af. Stille blomster.

Kaia og Evi var med. De havde lavet en tegning til ham. Vi havde blomster med og en lille figur fra min morfar, som døde for bare en uge siden. Det føltes særligt at tage noget fra ét savn med hen til et andet.

Vi rengjorde alle tingene sammen, næsten som et ritual.
Langsomme bevægelser. En måde at være sammen med ham på.

Vi fik også kage og sang fødselsdagssang for ham.
Det er faktisk første år, vi har kunnet det. Det er snart fire år siden, han døde.

De andre år har sangen været for svær.
For mærkelig måske.
For meget en sang om liv.

Men i år kunne vi.

Og midt i det hele havde vi det faktisk godt.
Pigerne legede og spillede bold. De pustede mælkebøttefrø ud i luften. Mormor og morfar var der. Farmor også. Der var roligt.

Det første år inviterede vi omkring 60 mennesker.
Vi havde nok brug for at være mange. Brug for at blive holdt oppe af fællesskabet. Brug for at vise, at han fandtes, og stadig findes.

Men år for år har vi fundet ud af noget vigtigt:
Dagen skal ikke være stor. Den skal være sand.

Nu holder vi den mere stille. Mere nær. Mere for vores egen skyld end for andres.

Det betyder ikke, at sorgen fylder mindre.
Måske tværtimod.

Men jeg tror, vi er blevet bedre til at mærke, hvad vi faktisk har brug for, når vi skal fejre et barn, som ikke længere er her til at puste lys ud.

Og i dag er jeg træt.
Helt ind i kroppen.

Men også taknemmelig over, at vi stadig holder hans dag. At hans søstre og familie kender ritualerne. At vi stadig samles omkring ham.
At kærligheden stadig har et sted at gå hen.